Velkommen til Hjelmagerparken i Løgten. BKÅ's nordligst beliggende perle.

Hjelmagerparken er placeret naturskønt med et tilhørende stort fælles grønt område, der er fredet. Det sikrer vores helt fantastiske udsigt over Århusbugten. Fra de højest beliggende lejligheder kan man faktisk have et view helt fra Kalø slotsruin til containerhavnen i Århus. Fra de lavest beliggende lejligheder er der direkte udgang til egen lille lukkede have.

Børn nyder området med mange legeredskaber, egen boldbane og gode og sikre områder at færdes på og lege i.

Hjelmagerparken har eget Fælleshus, hvor der sker en mængde aktiviteter året rundt. Ud over en masse traditionelle fester som Fastelavn, Sommerfest, Temafest, Julefest arrangeres der også Børne Disco/tema fester, Loppemarked, Foredrag m.m. Dertil kommer at som beboer i Hjelmagerparken bydes der på gratis deltagelse på motionsholdet hver tirsdag, samt gratis deltagelse på 'Nørkleriholdet' hver anden torsdag.

Vi er en mellemstor afdeling med 48 lejligheder samt 14 ungdomsboliger

Lejlighederne er placeret dels i en 2 etagers del og dels i en 3 etagers del af Hjelmagerparken, med store åbne trappeopgange, hvor der specielt om sommeren er glade mennesker, der sidder ved deres café borde på trappeopsatsen og nyder de fine blomster og planter de har placeret som hyggelig udsmykning. De nederste lejligheder har alle en lille have med direkte udgang fra stuen.

Ungdomsboligerne er placeret som småhuse - 2 ungdomsboliger sammen, alle med egen lille have. Har man lyst til at studere seriøst, er Hjelmagerparken stedet, for her finder du rimelig ro til studierne.

Transport til og fra Hjelmagerparken. Vi har 5 min. gang til tog og bus med mange afgange næsten døgnet rundt.

Indkøb er en let ting for beboerne. Inden for en radius af 10 min. gåtur findes følgende butikker: Super Best, Superbrugsen, Fakta og Kiwi foruden alle special forretningerne i Løgten som Apotek, Blomsterhandler, Frisør, Autoværksted, Radio TV m.m.

Miljø - Ikke nok med at vi bor naturskønt, vi satser også i fælleskab på miljøet. Både med hensyn til udenomsarealer, hvor vi aktivt deltager i at holde orden og arealerne rydeligt for affald, men også med beboermiljøet. Vi arbejder for et stort sammenhold og fælles ansvarsfølelse blandt beboerne. Vi snakker sammen, og hjælper hinanden med små ting og sager, og så fester vi også sammen i Fælleshuset. Dette giver tryghed i Hjelmagerparken fordi vi kender hinanden, og passer på hinanden.