Nyheder

Oplysninger om Det Boligsociale Fællessekretariat

14. april 2008

 

Boligkontoret Århus er sammen med de øvrige boligorganisationer i Århus Kommune gået sammen om at etablere Det Boligsociale Fællessekretariat.

Fællessekretariatet, som det kaldes i daglig tale, skal koordinere den
boligsociale indsats i hele Århus med særligt fokus på de såkaldt udsatte boligområder. Det sker på baggrund af at de sociale problemer i nogle bydele har vokset sig store i de seneste år at det flere gange har vist sig, at problemerne har bredt sig til områder, som ellers har været velfungerende.

Bag sekretariatet står som nævnt samtlige århusianske, almene boligforeninger – både de, der har afdelinger med mange sociale problemer og de, der kun har få eller slet ingen af sådanne afdelinger. Sekretariatet er derfor et resultat af det gode samarbejde, som boligforeningerne i 5. Kreds har bygget op over en årrække, og det er det første af sin slags i landet. Fællessekretariatet tæller tre ansatte og en praktikant og har til huse i Højbjerg Andelsboligforenings tidligere administration i Højbjerg.

Hovedopgaverne for Fællessekretariatet er i korte træk at:

  • Koordinere den boligsociale indsats og sikre faglig udvikling for de boligsociale medarbejdere
  • Udarbejde analyser af boligområderne
  • Fundraise midler og hjælpe projekter i gang i boligområderne
  • Samarbejde med Århus Kommune

Kredsformand John Jensen er også formand for Det Boligsociale Fællessekretariats styregruppe. Han har længe været varm fortaler for et boligforeningssamarbejde om et boligsocialt fællessekretariat i Århus:

"Fælles problemer kræver fælles løsninger, og det er flot, at samtlige boligorganisationer i Århus støtter Det Boligsociale Fællessekretariat og de fælles projekter. Personligt glæder jeg mig til at følge Fællessekretariatet de
kommende år og ser frem til, at vi boligorganisationer kan nyde godt af sekretariatets indsatser i de udsatte områder."

Fællessekretariatet står bag en række tilbud, som du som beboer i Boligkontoret Århus kan benytte dig af.

Kvindehuset på Myrholmsvej 2 i Viby. Kvindehuset er et mødested for kvinder og byder på forskellige aktiviteter som eksempelvis fællesspisning, foredrag og kunstneriske udfoldelser. Der er åbent tirsdag, onsdag og torsdag fra
kl. 10-15. Der er ingen adgang for mænd. Læs mere på www.kvindehusetiaarhus.dk

Det Boligsociale Fællessekretariat på Saralyst Allé 55 i 8270 Højbjerg. Tlf. 8734 00 02 - fs@fs-bydele.dk - www.bydele.dk

Netværk for aktive beboere. Netværket er for frivillige ildsjæle, der er interesserede i de sociale aktiviteter i deres boligområde, og som gerne vil gøre en indsats. Her mødes frivillige på tværs af alle boligafdelinger i Århus. Eneste
betingelse for at være med er, at du bor alment. Læs mere på http://www.bydele.dk/projekter/beboeraktive-paatvaers/

Borgerportalerne i Århus Vest og Viby Syd. Udsatte bydele bliver oftest fremstillet dårligt i medierne med det resultat, at folk i almindelighed får en negativ opfattelse af den udsatte bydel. Mange af beboerne her er glade for
at bo, hvor de bor og er trætte af at kæmpe med et dårligt image. Derfor skal de udsatte bydele have hver sin bydelsportal, som giver et sandfærdigt billede af livet og hverdagen. Se mere på www.aarhusvest.dk og
www.vibysyd.dk

Gellerup Højskole – en klassisk, grundtvigsk højskole. Højskolen kører sommerkurser af en uges varighed i ’08 og åbner formodentligt dørene for det første hold elever 1. januar 2009. En højskole, der vil bringe ’nye danskere’
sammen med ’gamle danskere’. Der vil være undervisning i naturvidenskabelige og tekniske fagområder. Læs mere om en højskole, der giver viden om verden på www.gelleruphojskole.dk

Du kan læse mere om Fællessekretariatet på www.bydele.dk men du er også velkommen til at kontakte os på fs@fs-bydele.dk eller tlf. 87 34 00 02, hvis du er interesseret i at høre mere om Det Boligsociale Fællessekretariat.


Seneste Nyheder

11. maj 2012 Afdelingsregnskaber 2011

Vil du se en eller flere afdelingers...

24. april 2012 Vi har lukket 18. maj

Kontoret holder lukket 18. maj 2012 - dagen efter...