FÅ LÆST OP

NYHEDER

Klimapartner med Aarhus Kommune

Boligkontoret Århus "går grønt med Aarhus" ved at træde ind i kredsen af klimapartnere, der arbejder sammen om at fremme den grønne omstilling i Aarhus Kommune.

05 . december 2017

Med underskriften på klimapartneraftalen blev kredsen af klimapartnere i Aarhus Kommune et medlem rigere. Klimapartnerne er virksomheder og organisationer, der i fællesskab arbejder for den grønne omstilling af Aarhus.

Boligkontoret Århus vil med klimapartnerskabet arbejde for at skubbe på den grønne omstilling og inspirere andre til at også at gøre en ekstra indsats.

”Vi har igennem mange år arbejdet med klimavenligt nybyggeri og energibesparende drift i vores 5.700 boliger i Aarhusområdet. Med klimapartnerskabet kan vi både hjælpe andre med at udbrede vores erfaringer – og få ny inspiration til grønne løsninger,” siger Morten Homann, direktør i Boligkontoret Århus.

Bygninger er en vigtig brik i den grønne omstilling
Bygninger er et vigtigt indsatsområde i Aarhus Kommunes klimaindsats. Både når det handler om nybyggeri, hvor blandt andet cirkulær økonomi er i fokus, men også når det handler om tilpasning af bygninger til den vigtige rolle, de kommer til at spille i fremtidens by, hvor energiforsyningen udelukkende kommer fra vedvarende energikilder.


”Hver fjerde aarhusianer bor i almene boliger. Derfor har de almene boligorganisationer rigtig god mulighed for at være med til at skubbe på den grønne omstilling i Aarhus. Jeg er derfor også glad for at Boligkontoret Århus vil være med til gøre en særlig indsats for at løfte dette arbejde,” siger Henrik D. H. Müller, der er klimachef i Aarhus Kommune.
Og netop arbejdet med de klimarigtige løsninger, er allerede et fokuseret indsatsområde hos Boligkontoret Århus.


”Vi arbejder særligt med at skabe nye bæredygtige boliger til de mange aarhusianere, der mangler tag over hovedet i disse år. Vi bruger nye grønne teknologier, når vi renoverer og opgraderer vores gamle boliger. Og så har vi arbejdet med at skabe grønne fællesskaber i boligområderne med el-delebiler, omlagt al vores elforbrug til dansk vindmøllestrøm og udbygger med solceller rundt omkring på vores mange aarhusianske afdelinger,” siger han.


Aftalen om partnerskab omkring fremme af den grønne omstilling af Aarhus blev besejlet den 23. november 2017, hvor Direktør Morten Homann sammen med Rådmand for Teknik og Miljø underskrev den formelle klimapartneraftale.