FÅ LÆST OP

NYHEDER

Byens bedste læreplads

Uanset hvilken opgave, jeg får, står der altid en klar til at hjælpe. Det er med til at rykke en i et læreforløb og giver gejsten til at forsøge at udrette noget, hvor man fagligt eller personligt ikke er så stærk.

05 . november 2014

Sådan beskriver Mike Fuglsang på 22 år sin læreplads på Boligkontoret Århus, hvor han på første år er i lære som ejendomsservicetekniker. Og hans glæde ved at være en del af et lærerigt fællesskab fik ham til at indstille boligorganisationen til Årets Læreplads 2014.

Dommerkomiteen på AARHUS TECH, hvor Mike har sit skoleforløb, var ikke i tvivl, da de læste indstillingen:

Prisen for Årets Læreplads 2014 går til Boligkontoret Århus

Læs pressemeddelelsen her

Omtale i Århus Stiftstidende

Omtale i Jyllands-Posten

Omtale på tv2oj.dk 

Videre til finalen
Sammen med en række lokale vindere landet over går Boligkontoret Århus hermed videre til finalen, hvor der kåres en landsdækkende vinder i København 27. november. Og står det til Mike, ja så fortjener hans læreplads også den store titel:

"Jeg er rigtig glad for at være der, hvor jeg er, fordi der bliver stillet opgaver, som passer til mig. Samtidig gør Boligkontoret Århus utroligt meget for, at alle har det godt, uanset hvem man er. Om man er ”fejedreng”, kontormedarbejder eller direktør, så skal alle have det godt. Jeg ved udmærket godt, at det er noget, alle virksomheder praler af. Men det er langt fra alle, der kan leve op til det. Og netop her skiller Boligkontoret Århus sig markant ud."

Ikke alt er lige spændende. Men det hører med og skal gøres, fortæller Mike.

Klart koncept for elever
Når Boligkontoret Århus træder frem som en god læreplads, så hænger det utvivlsomt samt med en klar elevpolitik og mentorordning for elever i lære som ejendomsservicetekniker. Her tager man meget fokuseret udgangspunkt i den enkelte elev og elevens ønsker sammenholdt med fremtidige jobmuligheder.

"Rent praktisk får eleven en fast mentor, der følger ham/hende tæt i hele læretiden – i alt fra trivsel til faglig udfordring. Herudover har vi en rotationsordning, hvor eleven kommer rundt til fire meget forskellige afdelinger både i forhold til beboere og bygninger. Og i hver afdeling er der en mentor, som sikrer elevens fortsatte læring. På den måde sikrer vi, at eleven opbygger en bred faglig viden om forskellige beboermæssige sammensætninger og bygninger", forklarer inspektør Johnny Lillethorup.


Peter og Mike fikser en låsekasse.

Det hænger naturligt sammen
Boligkontoret Århus har en ambition om at yde byens bedste service. Og den kommer ikke mindst til udtryk rundt om i afdelingerne, hvor tilfredse ejendomsfunktionærer og elever møder og servicerer beboere.

"Prisen viser os, at vi er på rette spor med vores fokus på samarbejde og en attraktiv arbejdsplads. Vi skelner ikke mellem elever og ansatte i Boligkontoret Århus. Alle får et sort selvstændigt ansvar – og alle skal føle, at de er på en arbejdsplads med både er faglige udfordringer og et godt socialt fællesskab. Det giver den bedste grobund for serviceorienterede medarbejdere, der – som mentorerne - vil lære fra sig på tværs og samtidig yde en god service over for vores kunder", konkluderer Morten Homann, direktør i Boligkontoret Århus.

"Det er en meget velbegrundet indstilling, vi har fået fra Mike. Og jeg fornemmer tydeligt, at her hos jer er eleverne i trygge hænder", lød det fra AARHUS TECH’s uddannelseschef, Søren Andersen (th.) da han overrakte prisen til Boligkontoret Århus 10. november 2014.

Om Årets Læreplads
Årets Læreplads er en kampagne, hvor elever kan indstille deres læreplads til at deltage i konkurrencen - ud fra en række faglige og sociale kriterier. På den baggrund kårer landets 65 erhvervsskoler hver en lokal vinder, som går videre til den landsdækkende konkurrence.