FÅ LÆST OP

NYHEDER

Kongsvang blandt Danmarks smukkeste boliger

Afdeling 17 i Boligkontoret Århus var nomineret til titlen ”Danmarks Smukkeste Almene Boliger”, da Bygningskultur Danmark i september satte fokus på alment byggeri.

09 . september 2014

Ole Kirks Allé i Nakskov løb dog med titlen, men Boligkontoret Århus' afdeling var flot med i opløbet blandt 13 andre kandidater. Du kan se filmen med alle 14 kandidater her

Afdeling 17 ligger i flotte grønne omgivelser på Uffesvej 1-21 og 2-18 samt Rosenvangs Allé 2-20 i Viby.

Afdelingen er opført i 1953 og er kendetegnet ved de forskudte bygningskroppe i to og tre etager og ved det karakteristiske stribede murværk i skiftevis røde og gule sten. Når man bevæger sig ind i området oplever man det fine samspil mellem bygninger, de slyngede stiforløb, grønne græsflader og høje træer – et stemningsfyldt parkrum mellem funktionelle bygninger i en fin menneskelig skala.

Afdelingen rummer 164 boliger og er tegnet at arkitekt Max Boje.

Om konkurrencen
Med konkurrencen vil Bygningskultur Danmark bryde med nogle af de fordomme, der omgiver de almene boligbyggerier og samtidig gøre opmærksom på, at de almene boliger er en central del af den danske kulturarv.

”Nu hvor mange af disse byggerier skal renoveres, vil vi gerne slå et slag for deres særlige arkitektoniske kvaliteter, som ikke bør gå tabt under renoveringsforløbet,” forklarer Birthe Iuel, Præsident for Bygningskultur Danmark.