Husorden
Use Google Translate if you don't understand danish. Often you can just right click on the webpage.
Affald
Du skal putte dit affald i affaldsposer af hygiejniske grunde. Du må ikke placere madrester og andet affald på afdelingens udearealer – det tiltrækker fugle, rotter og andre skadedyr. Derfor må du heller ikke fodre vilde fugle og dyr. Det er dog tilladt at bruge et foderbræt.
Du skal aflevere stort affald ved afdelingens storskrald – fx møbler og lignende. Brug papircontainer til pap.
Altangang
Du må ikke tørre tøj og lufte sengetøj.
Du må ikke banke tæpper mv. af hensyn til de andre beboere.
Haver
Det er tilladt at opsætte trampolin i egen have.
Antenner
Hvis du vil sætte antenne eller parabol op, så kontakt administrationen.
Fællesområder
- Barnevogne, cykler, knallerter, indkøbsvogne, legeredskaber mv. må kun stå på de pladser eller i de rum, der er indrettet til det. Du må ikke stille dem i opgangen pga. brandfaren.
- Branddøre skal være lukkede.
- Du må kun parkere biler og motorcykler på afdelingens parkeringspladser. Du må ikke parkere campingvogne, trailere, uindregistrerede køretøjer eller køretøjer med en tilladt totalvægt over 3500 kg i afdelingen.
- Grill på fællesarealer skal ske så langt fra lejlighederne, at du ikke generer andre. Vis også hensyn til andre, hvis du griller i egen have eller på altan.
Hensyn til dine naboer
Vis hensyn til dine naboer. Med sund fornuft og indlevelse kan du selv vurdere, om du forstyrrer eller generer dine omgivelser. I forhold til støj har vi dog nogle konkrete regler i afdelingen:
- Maskiner: Du må bruge maskiner og støjende værktøj på alle hverdage mellem kl. 07-19, lørdage mellem kl. 08-19 og på søn- og helligdage mellem kl. 10-19.
- Musik: Mellem kl. 23-07 skal du udvise særlige hensyn ved at dæmpe lyden fra musik, instrumenter, tv mv. Du må ikke spille høj musik for åbne vinduer eller døre.
- Fest: Du må max holde to ”støjende fester” om året.
- Generelt: Du bør undgå støjende adfærd i form af fx høj tale eller råb i både bolig og fælles arealer.
- Mellem kl. 23-07 bør du undgå at bruge egen vaskemaskine og tumbler.
Hvis du skal holde en fest eller støje med værktøj, så tal først med beboerne omkring dig eller informer dem med et brev eller opslag. Hvis du selv bliver forstyrret, så kontakt høfligt den, der støjer.
Husdyr
Det er tilladt at have én hund eller én kat i lejlighederne. Se afdelingens særskilte reglement for husdyr.
- Du må gerne holde mindre dyr som fx burfugl, marsvin, fisk, hamster, skildpadde mfl.
- Vi opfordrer på det kraftigste til, at folk rydder op efter deres dyr.
Pulterrum og kælderrum
Dit pulterrum eller kælderrum skal være låst, og eventuelle vinduer skal være lukkede. Du må ikke tilslutte frysere og lignende i rummene uden tilladelse.
Trappevask
Vi betaler (via huslejen) et rengøringsfirma for at vaske trapper og vaskeri hver 14. dag inkl. vægge og paneler. Og to gange om året pudser de vinduerne i opgange.
Almindelige bestemmelser
Det er i alles interesse, at man gensidigt bidrager til ro og orden i afdelingen og informerer afdelingsbestyrelsen eller ejendomsfunktionæren om eventuelle overtrædelser af reglerne. Overtrædelser af ordensreglerne kan medføre at lejekontrakten opsiges.
Senest godkendt på afdelingsmødet 29. august 2024